De unge heste - Cathrine Dufour

De er uerfarne, de mangler balance, de er muskelfattige og er i det hele taget helt grønne i den disciplin, der handler om at være en god og stærk ridehest. Derfor kræver det en hel del af rytteren, der skal i gang med en ny og ung, firbenet ven. Måske står du med en unghest, som du på sigt har helt særlige drømme og ambitioner med – måske tager du bare det hele lidt, som det kommer. Uanset hvad, så er det godt at have gjort sig nogle tanker om, hvad der er vigtigt, når man skal ud på den rejse, det er at udvikle en ‘youngster’ til en dag at blive en garvet, topdygtig senior.
1. Vær tålmodig med den unge hest. Man skal være tålmodig på mange punkter, men først og fremmest handler det om at tænke over, at alt er nyt for den unge hest.
2. Giv det rigtige foder.  Ifølge Cathrine er det bestemt ikke lige meget, hvad du fylder af ‘brændstof’ på en utrænet hest, der både mangler muskler, overlinje, og måske også huld. Mest af alt handler det om, at der hverken må være for lidt eller for meget brændstof at tage af.
3. Prioriter foldtiden. Det er der  heldigvis meget få hestemennesker, der ikke er helt enige i. En hest – og i særdeleshed en unghest – har brug for masser af tid på folden. Her kan de nemlig både mentalt og fysisk få et frirum, som gør dem klar til træningen.
4. Hav tjek på udstyret.  Du ved selv, hvor svært det kan være at koncentrere sig, hvis en sko gnaver eller det klør et sted, hvor du ikke kan nå. Det gælder også for hesten, og især for unge heste, som i forvejen skal koncentrere sig ekstra meget for at lære alt det nye. Derfor er det vigtigt, at hestens udstyr sidder, som det skal.
5. Varier træningen. Cathrines sidste råd er, at man aldrig skal være bange for at lave noget andet med sin hest end det, som ens målsætning direkte handler om. Selv er hun bestemt ikke bange for at skippe en dag i ridehuset til fordel for en frisk tur i det fri – og slet ikke hvis det er det, hesten har behov for. Faktisk mener hun, det er noget af det vigtigste for at holde de unge hestes humør oppe. For på den måde er de altid top motiverede, den dag hun virkelig beder dem om at præstere.